Kender du det? Datteren skal have konfirmationskjole. Hun er ung, slank og yndig og smutter bare i det hele uden problemer. Du er med i prøverummet og får pludselig øje på en tyk dame, der også er med i prøverummet, og undrer dig over, hvem det er, indtil det går op for dig, at… … …det er et spejl!!!
Og det er ikke et eventyr eller en gyser for den sags skyld, men det er en happy-ending. Da jeg fik øje på damen i prøverummet, besluttede jeg, at sådan ville jeg simpelthen ikke se ud til min datters konfirmation. Sådan startede mit liv med fedtfattig mad, og jeg har ikke fortrudt det – nå ja, og så nåede jeg at tabe mig 7 kg inden Elisabeths konfirmation 7 uger efter. Og vi har spist fedtfattigt lige siden.

Hele ideen med denne side kom sig imidlertid af, at vores ældste datter, Catharina, flyttede hjemmefra og sammen med sin kæreste. Hun har aldrig – ALDRIG – interesseret sig for madlavning og kunne af samme grund ikke lave mad. Derfor satte jeg mig ned en weekend og lavede hende en kogebog med vores mad. Kriteriet var, at der ikke skulle anvendes for mange “mærkelige” ingredienser – persillerod, pastinak, kørvel, jordskokker osv. – det måtte ikke være for avanceret at lave, og alt skulle forklares fra bunden, ikke noget med “blancher”, “bag op”, “suppevisk”, “Al dente” eller lignende udtryk – i hvert fald ikke uden det blev forklaret. Hun har faktisk brugt kogebogen meget, og mange af retterne har hun lavet flere gange.

Så besluttede vi os for at lave en hjemmeside, for der måtte da være andre, der kunne få glæde af vores mange lækre retter – også dem med pastinak og jordskokker – så derfor opstod denne side.

Opskrifterne er nemme at gå til, og der bliver ikke brugt råvarer, der ikke kan købes i almindelige dagligvarebutikker eller hos slagter eller fiskehandler.