IKKE FEDTFATTIG

Lækker grillmad med grillet tilbehør. Alt tilberedt i grillen – alt, undtagen kryddersmørret.

  • Kategori: Hovedret
  • Antal: 4 personer
  • Tilberedning: 65 minutter inkl. marineringstid
  • Fryseegnet: Nej
  • Pr. person.:
    KJ/Kcal:
    2582/615
  • Energifordeling:
    Protein: 24 %
    Fedt: 44 %
    Kulhydrat: 32 %
  • Næringsindhold pr. 100 g:
    KJ/Kcal: 475/113
    Protein: 7 g
    Fedt: 6 g
    Kulhydrat: 8 g

Ingredienser:

  • 4 kalveschnitzler
  • Saften af ½ citron
  • 3 spsk. olie
  • 125 g fedtreduceret smørprodukt (f.eks. Kærgården Mini)
  • 1-2 spsk. hakket rosmarin
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1 spsk. dijonsennep
  • 400 g grønne asparges
  • 75 g parmesanost – ikke revet
  • 1 bdt. forårsløg
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 kg nye kartofler – ikke for store
  • Salt
  • Peber

Endvidere:

  • Grillspyd – husk at lægge dem i vand, hvis du bruger træspyd

Sådan tilberedes citronmarinerede kalveschnitzler:

  1. Pisk 1 spsk. olie, citronsaft og lidt peber sammen til en marinade.
  2. Kom schnitzlerne i en plasticpose, og tilsæt marinaden. Luk for posen, og gnid marinaden godt ind i kødet.
  3. Læg det i køleskabet i ca. 1 time.
  4. Hak hvidløgsfed fint.
  5. Bland smør, sennep, rosmarin, hvidløg og lidt peber.
  6. Læg blandingen på et stykke madpapir/bagepapir, og form det til en rulle.
  7. Læg kryddersmørret i fryseren i ca. ½ time.
  8. Skrub/skrab kartoflerne, og kog dem i 5 minutter i kogende letsaltet vand. De skal IKKE være gennemkogte.
  9. Hæld vandet fra, og lad kartoflerne dampe tørre over det varme blus.
  10. Lad dem køle lidt af, og sæt dem der efter på spyd. 4-5 kartofler på hvert spyd, eller hvor mange der nu kan være.
  11. Fordel 1 spsk. olie over spyddene, og drys med groft salt.
  12. Skær bund og evt. dårlige dele af toppen af forårsløgene.
  13. Skyl forårsløgene.
  14. Knæk den nederste seje del af aspargeserne.
  15. Skyl aspargeserne, og læg dem i en grillbakke.
  16. Fordel 1 spsk. olie over aspargeserne.
  17. Skyl den røde peberfrugt, og skær den i skiver/ringe.
  18. Grill kartoflerne i ca. 15 minutter – vend af og til.
  19. Grill schnitzlerne 3-4 minutter på hver side – afhængig af tykkelse.
  20. Gril forårsløg og aspargeser kort, vend en enkelt gang.
  21. Drys aspargeserne med flagesalt og høvlet parmesan, når de er grillet færdig.
  22. Lad dem hvile kort på grillen, så osten smelter let.
  23. Servér det hele sammen med ringe af peberfrugt og sammen med en klat kryddersmør.

Velbekomme!

Spar på kalorierne
Hvis du vil spare på fedtet og kalorierne, kan du udelade kryddersmørret og fjerne olien fra kartoflerne, så er du nede på 462 kcal pr. person og en fedtenergiprocent på 28.
Stop madspild
Husk, at bunden af aspargserne sagtens kan bruges til suppe.

Dommen:

Natascah:  4 point ud af 5 Helt sikkert en ”gemmer”
Benny:  5 point ud af 5 Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!
Beate:  5 point ud af 5 Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!

Samlet:

5 point ud af 5
Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!