Mange tror, at det er farligt at genopvarme retter der indeholder persille, spinat eller grønkål. Det er det ikke, så længe der tages nogle enkle – men vigtige – forholdsregler.

Der er 3 ting, man skal være meget opmærksom på, når man genopvarmer bladgrøntsager som f.eks. persille, spinat eller grønkål:

1. Tilberedning

2. Nedkøling

3. Genopvarmning

Tilberedning

Skyl alt jord og jordstøv af grøntsagerne inden tilberedningen – det er sværere med bladgrøntsager end med andre. Jordbakterierne er sygdomsfremkaldende og kan faktisk overleve opvarmning.

Nedkøling

Lad være med at nedkøle retten ved at lade den stå på spisebordet eller komfuret i et par timer, før den sættes i køleskab. Bakterierne kan danne nitrit i maden, hvis ikke du køler maden ned med det samme.

Nedkølingen må højst tage 3 timer. Sæt det overskydende af retten i køleskabet lige så snart den er dampet af, og efter 3 timer SKAL retten være kølet af (under 10 grader). Et godt tip er at fordele retten i mindre portioner, for så går nedkølingen stærkere.

Når nitritten først er blevet dannet, nedbrydes den ikke ved opvarmning, og retten bør kasseres.

Nitrit i store mængder risikerer at fremkalde indre kvælning hos mennesker, hvor børn under et år er særligt udsatte. Nitritten binder sig til kroppens røde blodlegemer og forhindrer dem i at bære ilt rundt i systemet.

Tre-timers-reglen er også anbefalesværdig ved andre rester – også selv de ikke indeholder bladgrøntsager. Temperaturen i køleskabet stiger ikke så meget, at det går ud over de andre madvarer i køleskabet.

Genopvarmning

Ved genopvarmningen skal retten opvarmes tilstrækkeligt – minimum 75° C.

Kort og godt!

1. Skyl grundigt.

2. Nedkøl inden for 3 timer.

3. Opvarm til minimum 75° C.

Frosne produkter:

I de frosne produkter (selvom de er blancheret) kan der potentielt også være bakteriesporer, hvorfor de frosne produkter i tilberedt tilstand enten skal spises eller nedkøles inden for 3 timer.